Barns øl

En belgisk tripel med masser af kandis.

Barns øl blev brygget en sen fredag aften sidst i november måned. Brygmesteren havde fået en ide om, at der skulle laves en speciel øl i anledning af, at den yngste brygassistent skulle døbes til januar. Det skulle være en rigtig gemmeøl, så den også vil kunne serveres den dag, Jens skal konfirmeres. Valget af øltype faldt derfor på en belgisk tripel, da denne har en høj alkoholprocent, som gør den velegnet til at blive gemt. Opskriften bygger på “XX” fra “YY”. Der blev  tilsat masser af kandis for at booste alkoholprocenten. OG endte 1084, hvilket var tilfredsstillende.

Ved omstikningen blev densiteten målt til 1013…

…og den lille brygassistent sørgede for at alt gik som det skulle

Ved tapning den 12. december blev densiteten målt til 1013, en anelse højere end brygmesteren havde håbet på, men den høje alkoholprocent har nok bremset gæringen. Mon ikke den når lidt længere ned efter et par måneder. Alkoholprocenten endte umiddelbart på 9,3 % vol. Øllen var ganske klar, og smagte glimrende. Den er velegnet til at blive serveret i et champagneglas til en velkomstskål til en barnedåb.

Dagen inden lanceringen smagte brygmesteren naturligvis på sagerne, og han var yderst tilfreds

Etiketten blev designet med henblik på barnedåben, og den lille brygassistent hjalp med at sætte dem på flaskerne:

Teksten på etiketten lyder således:

”Barns-øl” er en belgisk tripel brygget i anledning af Jens’ barnedåb søndag den 17/1 2016.
Ordet barsel kommer af “barns-øl”, dvs. en fest i forbindelse med et barns fødsel. Betydningen barne­fødsel er først kendt fra senmiddelalderen.
Ved barns-øllet (senere overført på dåben) aner­kendtes barnet som led af slægten, med sin hovedlod og arveret
. (AD Jørg.I.287, 1919)

Tappet   11/12-2015

9,3 % vol

Sidste anvendelsesdato: Jens’ konfirmationsdag

Opskriften kan som altid findes på Beercalc her.